Kvindestemmer
Workshop og koncert med Vokalselskabet Glas

Projektet Kvindestemmer.

Vokalselskabet Glas ønsker at skabe en platform via musikprojektet ”Kvindestemmer”, hvor kvinder uanset alder, etnisk baggrund, religion og uddannelse kan mødes på lige fod i en kulturel og social oplevelse.

Vi ønsker at fokusere på det, vi har tilfælles og ikke på vores forskelle. Når vi vælger at tage udgangspunkt i det, vi er fælles om, vil vores mangfoldighed blive en styrke, og det, der forener os, bliver langt vigtigere end vores forskellige forudsætninger.

Vokalselskabet Glas har specialiseret sig i den bulgarske folkesangtradition, som netop er sunget af kvinder. Denne tradition synes vi passer godt til sådan et møde. Dels fordi musikken på samme tid er kraftfuld, poetisk og følsom, men også fordi de fleste kvinder vil være på bar bund, når det gælder denne genre, og derfor har deltagerne et fælles udgangspunkt.

Vi har afholdt projektet flere gange, bla. på Verdenskulturcentret i forbindelse med 8. marts, hvor 70 kvinder deltog. Vi havde en fantastisk eftermiddag og aften med to timers workshop, fællesspisning og derefter en times koncert hvor Vokalselskabet Glas dannede rammen, og workshoppens resultat blev fremført for deltagernes familie, venner og andre interesserede.

Denne form virker rigtig godt, fordi der under fællesspisningen er mulighed for samtale på kryds og tværs – den fælles musikoplevelse starter en naturlig dialog og ligeledes gør måltidet. Dertil skal siges, at vi selvfølgelig kan skræddersy formen og workshoppen efter behov og ambitioner.