Om Bulgariens historie.
Karakteristika.
Om sangenes oprindelse.
Regionale forskelle.
...

Lidt om Bulgariens historie.
Bulgarien ligger på grænsen mellem Europa og Asien, og har været udsat for mange kulturelle påvirkninger, som alle har haft indflydelse på musikken.

Nogle af de første stammer som beboede den bulgarske del af Balkan halvøen var trakerne og illyrerne. På 500-tallet kom slaverne, som var agerbrugere, nordfra, og den trakiske og illyriske kultur blev udvisket. Slaverne blev i år 681 udkæmpet af bulgarerne, som var rytterfolk og kom fra Centralasien. De etablerede den første bulgarske stat, som i de kommende år jævnligt kæmpede mod det Byzantinske imperium.

I år 864 tog bulgarerne kristendommen til sig og i år 893 fik de deres eget alfabet - det kyrilliske. I perioden mellem år 800-1300 havde Bulgarien to storhedstider, hvor de dominerede størstedelen af Balkan halvøen.

I år 1385 blev landet besat af det voksende Ottomanske rige, og denne besættelse varede ca. 500 år. I denne mørke tid blev det bulgarske sprog og kultur primært bevaret ved de mundtlige landsbytraditioner, og senere munkenes indsamling og opbevaring af skrifter. Det Ottomanske riges svækkelse i slutningen af 1700 tallet giver bulgarerne en national renæssance.

Med russernes hjælp genvinder Bulgarien i år 1878 sin uafhængighed i den russisk-tyrkiske krig. I 1908 bliver landet erklæret som kongerige.

Efter Anden Verdenskrig kommer kommunisterne til magten. Deres samfundsøkonomiske politik, som fører landet fra primærlandbrug- til industriproduktion, distancerer befolkningen fra de gamle ritualer, og ritualerne aftager væsentligt. Samtidig iværksætter kommunisterne store statsstøttede indsamlinger af folkemusik, traditioner og ritualer for at styrke nationalfølelsen.

Mange komponister adopterer, bearbejder og inkluderer folkeelementer i både klassiske værker og i flerstemmige korsatser. Talentfulde musikere og sangere fra hele landet bliver skolet og organiseret i ensembler, grupper og kor.
Musikken eksporteres til udlandet og vinder betydelig international anerkendelse. I 1977 blev rumsonden Voyager sendt ud i universet med et udpluk af verdens musik. Ombord var også en indspilning af en bulgarsk folkesanger og to sækkepibespillere.

Det unikke ved bulgarsk musik er med tiden blevet mere og mere kendt i hele verden, og flere vestlige musikere bruger den bulgarske stemme i deres musik.
Til toppen

Karakteristika.
Den bulgarske kvinde-sangstemme har udviklet sig til sin nutidige klang gennem flere etaper. Da sangene primært blev sunget udenfor, måtte stemmen opnå en intensitet og klarhed, som kunne skære igennem og nå langt som lyden af en sækkepibe.

Efterkrigstidens skoling af talentfulde sangere har kultiveret og poleret stemmeklangen uden at ødelægge autenticiteten. Resultatet er en krystalklar tone med både nasal og brystkasse klang og et vibrato, som spænder fra en mikrotone til en stor sekund. Skæve eller asymmetriske taktarter er et andet kendetegn ved bulgarsk folkemusik.

Oprindeligt var sangene en- til tostemmige og udgjorde fundamentet til folkedansene. Den almindeligste taktart var, og er, 2/4. Men diversiteten af musikken skabes af de skæve taktarter som : 5/8, 7/8, 9/8, 11/8 og 13/8.

Før de blev nedskrevet, eksisterede de som danse med hver deres navn. F.eks. går en Korpanitze i 11/8, mens en Røtzenitze går i 7/8, hvor en Horo er en runddans, der kan gå i alle taktarter.
Noget tredje som også karakteriserer bulgarsk sang, er alle udsmykningerne, også kaldet ornamenter eller forsiringer.

Ornamenter er en række toner sunget hurtigt efter hinanden. Hver region i Bulgarien har sin egen tradition for ornamentering, som ofte afspejler landskabet. Ydermere kan hver solist give sit personlige præg.

Et fjerde kendetegn er harmonierne. De er ofte tætte, hvilket giver dissonerende intervaller, der skaber et harmonibillede, som ligger langt fra vestlig musik.
Til toppen

Om sangenes oprindelse.
Mange af sangene kunne synges når som helst, men en del var forbundet med årstiderne og det tilhørende arbejde. Ritualer, som f.eks. bryllup og høst, havde også hver deres sange. Som hos de fleste andre folkeslag handlede sangene og dansene om frugtbarhed, kærlighed, sorg og frygt.

Den mest betydningsfulde vinterhøjtid var julen. Sangene, der hører julen til, er usædvanlige ved, at de som de eneste kun bliver sunget af mænd, som går fra hus til hus og velsigner de enkelte familiemedlemmer med godt helbred, frugtbarhed og lykke i det nye år. Disse sange var ofte hurtige, så man kunne holde varmen.

Foråret bemærkede sig især med den 40 dage lange faste, som sluttede til påske. I denne periode var dans, sang og kødspisning forbudt. Man mente at moder jord, der skulle til at bære frugt, ikke måtte forstyrres under sin graviditet. Dog var små flirtende musiklege tilladt for de unge. Hvis regnen udeblev i forsommerperioden, sang man sange, der bad Gud om regn.

Sommeren var hovedsageligt fyldt med hårdt arbejde på marken, og man holdte humøret oppe bl.a. ved masser af musik og dans i forbindelse med markedsdagene. Sangene var rytmiske ligesom vintersangene, men noget langsommere og mere flydende. Den brændende sol og det hårde arbejde efterlod ikke meget energi til hurtig sang. Derimod kunne de langsomme sange, ofte med rubato, løfte sjælen hen over marken og lette arbejdet.
Til toppen

Regionale forskelle.
Sangene gik i arv, primært fra mødre til døtre. De blev udvalgt og modificeret ved at de unge piger ikke nødvendigvis tog alle deres mødres sange med i deres eget repertoire, og ved at de kunne finde på at ændre lidt på sangene i samspillet med tiden, hverdagen og deres følelser. Dette gør at en sang kan synges på mange forskellige måder.

Bulgarien er inddelt i regioner, som alle har hver sine musikalske kendetegn. Dette har især sit udspring i landskabet, der både byder på høje takkede tinder, bløde bjerge og store endeløse sletter.

De vanskelige rejseforhold i gamle dage gjorde at regionernes særpræg blev bibeholdt. De østlige regioner, hvor de fleste nutidige folkemusikere kommer fra, er karakteriseret ved brugen af færre assymetriske taktarter, langsommere tempo og rigelig ornamentering. I modsætning hertil bruger man i de vestlige regioner længere og mere komplekse taktarter, og tempoet er generelt hurtigere.

I Bulgariens bjergområder, som primært ligger sydpå og har været mere isolerede, kan man finde ældre ritualer og instrumenter, som man har glemt i de mere flade nordlige områder, der har været udsat for større påvirkning over længere tid.

Bulgarske musikforskere skelner mellem mindst seks musikregioner.
I de høje Pirin bjerge, som ligger i sydvest, er den anden stemme i de tostemmige sange oftest en drone, som enten ligger på samme tone eller skifter mellem to toner.

Taktarterne er 7/8, 8/8 og 3/8.
I central-vest Bulgarien, Shop-regionen, har melodierne derimod et mindre omfang. Disse melodier har ofte et stort tonalt omfang, og en drone der bevæger sig mellem 1. trin og lavt 7. trin. Dette giver nogle dissonante harmonier med hyppige sekunder.

Vest for disse to regioner finder man et overgangsområde, hvor der kun synges unisont. I Rhodope bjergene, som er lavere og blødere, og ligger i det sydlige centrale Bulgarien, møder man en anhemitonisk pentatonskala. Her har man et langsommere tempo, og man bruger færre assymetriske taktarter. Området ernærer sig primært ved dyrehold, hvorfor årstids cyklus og frugtbarhed spiller en mindre rolle i egnens musik.

Den sydøstlige region, som svarer til det gamle Trakien, er kendetegnet ved den rige ornamentering, den varme fløjlsagtige kaval-fløjte, de høje toner melodien udspiller sig i, et karakteristisk vibrato på lange toner, og i nogle områder af regionen den frygiske pentakkord (e-f-g-a-b).

Den flade nordøstlige region hvor Bulgariens største kornproduktion finder sted, adskiller sig mere med sine instrumenter og danse end med sangene, som har en trakisk lyd, da det var trakere der bosatte sig her. Sækkepiberne her har en højere tone, og dansene er langsommere.
Til toppen